Mulig udvidelse og tilpasning Østerild Testcenter

På denne side kan du læse mere om processen hidtil og den aktuelle status for undersøgelsen af en mulig udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter til vindmøller på op til 450 meter, som er igangsat i 2024.

Hvis du vil læse om den forudgående screeningsproces, der ligger til grund for den politiske beslutning, henvises til siden National screening for mulige placeringer af testpladser til store vindmøller.

Aktuel status

Arbejdet med gennemførelse af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen pågår frem til medio 2026. Plan- og Landdistriktsstyrelsen har gennemført en supplerende idehøring i februar-marts 2025, hvor du kan læse opsamlingsnotat her:

Opsamlingsnotat supplerende idfase og Espoo-notifikation.pdf

Opsamlingsnotatet fra den første idéhøring gennemført i juni 2024 kan ses her:

Opsamling første idéhøring

Du kan også læse mere under de relevante faner nedenfor.

Politisk beslutning om miljø- og habitatkonsekvensvurdering og proces 2024-2026

Nedenfor kan du læse mere om de enkelte trin i processen indtil nu i kronologisk orden.

Aftalepartierne (Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) har på et møde den 1. februar 2024 besluttet, at der skal igangsættes en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en potentiel tilpasning og udvidelse af det eksisterende Østerild Testcenter i Thisted Kommune til vindmøller på op til 450 meter.

Miljø- og habitatkonsekvensvurderingen skal undersøge muligheden for at udvide testcenteret med tre nye testpladser nord for det eksisterende center og tilpasning af de to nordligste nuværende testpladser med op til 450 m høje vindmøller. Det vil betyde, at Østerild Testcenter samlet ville kunne rumme 12 testpladser, heraf syv sydlige møller med den nuværende højde på op til 330 meter (den sydligste kun 250 meter) og fem nordlige møller på op til 450 meters højde. Vurderingen skal inkludere muligheden for test af integration af vindmølle- og PtX-teknologi.

Læs aftalen om igangsættelse af miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter til vindmøller på op til 450 meter fra 1. februar 2024 her.

Aftalekredsens beslutning kommer efter, at indledende og efterfølgende målrettede screeninger af i alt otte potentielt egnede områder/delområder har vist, at der reelt kun er to mulige placeringer af testpladser for vindmøller på op til 450 meters højde: Enten seks testpladser i et område ved Skærbæk tæt på Vadehavet i Tønder Kommune eller fem testpladser i tilknytning til og nord for det eksisterende Østerild Testcenter (I.2). Læs mere om screeningen her.

Læs By-, Land- og Kirkeministeriets pressemeddelelse af 1. februar 2024 her. 

I forbindelse med indgåelse af den politiske aftale blev afholdt et offentligt borgermøde, som du kan læse mere om nedenfor.

Miljø- og habitatkonsekvensvurderingen skal afdække de konsekvenser, som en udvidelse og tilpasning vil medføre for miljø, natur, landskab og lokalbefolkning m.v. Direkte berørte ejere af boliger og sommerhuse m.v. blev orienteret og inviteret til et særskilt orienteringsmøde.

Den 3. februar 2024 blev der holdt borgermøde om resultatet af den målrettede screening og aftalen om at igangsætte en miljø- og habitatkonsekvensvurdering. Plan- og Landdistriktsstyrelsens oplæg på mødet kan ses her

Her ses de foreløbige kort over normal og lavfrekvent støj og boliger ved en udvidelse af Østerild Testcenter.

Se kortene i højere opløsning, hvor det er muligt at zoome ind og se flere detaljer: Kort med normal støjkort med lavfrekvent støj

Plan- og Landdistriktsstyrelsen er ansvarlig for at gennemføre miljø- og habitatkonsekvensvurderingen med faglig bistand fra et miljøkonsulentfirma. Arbejdet blev sat i gang i juni 2024, da miljøkonsulentfirmaet var udpeget efter en åben udbudsproces. Udbuddet blev vundet af COWI.

Formålet med en miljø- og habitatkonsekvensvurdering er bl.a., at den under inddragelse af offentligheden belyser og tager hensyn til projektets sandsynlige væsentlige indvirkning på naturen og miljøet, herunder de mennesker, der bor i nærheden af testcentret.

Lokalbefolkningen og offentligheden vil blive inddraget gennem borgermøder og få mulighed for at komme med input og ideer til de undersøgelser, der skal gennemføres, ligesom offentligheden vil have mulighed for at komme med kommentarer og input til resultatet af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen.

Først når vurderingen af påvirkningen på det lokale miljø og den lokale natur foreligger, vil partierne bag aftalen kunne træffe beslutning om, hvorvidt udvidelsen og tilpasningen af Østerild Testcenter skal gennemføres. Gennemførelsen vil i givet fald skulle ske gennem vedtagelsen af en anlægslov for nye testfaciliteter.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen offentliggjorde et idéoplæg i offentlig høring i perioden 25. maj til 23. juni 2024 med henblik på at invitere borgere, relevante myndigheder og andre interessenter til at stille spørgsmål og komme med idéer og forslag til emner, der med fordel kan belyses i den forestående miljø- og habitatkonsekvensvurdering af udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter. I høringsperioden indkom der i alt 46 høringssvar – 8 fra staten, 2 fra kommuner, 4 fra foreninger og brancheorganisationer og 32 fra enkeltpersoner.

Læs ideoplægget her

De indkomne høringssvar vil sammen med anden forhåndenværende viden om området (fx politiske aftaler, de målrettede screeninger) og de emner, som miljøvurderingsloven og habitatdirektivet foreskriver, indgå i en afgrænsningsudtalelse som vil udgøre rammerne for miljøkonsulenternes gennemførelse af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen. Afgrænsningsudtalelsen er bl.a. med til at afklare de emner, der behandles i miljø- og habitatkonsekvensvurderingen og hvordan de forventes behandlet, samt om der skal belyses alternativer.

Du kan se opsamlingsnotatet fra høringen her.

 

Plan- og Landdistriktsstyrelsen afholdt den 17. juni 2024 borgermøde i Østerild. Mødet blev afholdt i forbindelse med offentlig høring af idéoplæg til afgrænsning af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen af den eventuelle kommende tilpasning og udvidelse af Østerild Testcenter. Høringsperioden varede frem til 23. juni 2024.

Programmet på mødet var

  • Velkomst og introduktion v. Christian Vind, Plan- og Landdistriktsstyrelsen
  • Udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter v. Allan Vesth og Peter Hjuler, DTU Vindenergi
  • Hvad er elektrolyse, og hvad skal vi med det? v. Søren Lyng Ebbehøj, Energistyrelsen
  • Proces for miljø- og habitatkonsekvensvurdering v. Christian Vind, Plan- og Landdistriktsstyrelsen
  • Spørgsmål og input til miljø- og habitatkonsekvensvurderingen

Præsentationerne kan ses her.

På mødet blev følgende emner blev rejst:

  • Lokal brug af varme og brint fra testcenter
  • Støj
  • Ekspropriation
  • Påvirkning af natur
  • Vandforbrug til elektrolyseanlæg
  • Testcenterets landskabelig påvirkning og udtryk
  • Bevaring af kulturhistorie i området
  • Lastbiltransporter til og fra testcenteret
  • Grundvandsforhold
  • Sikkerhed omkring elektrolyseanlæg
  • Skovrydning
  • Sandflugt
  • Påvirkning af Dark Sky
  • Kumulativ miljøpåvirkning

Til borgermødet blev det nævnt, at et udkast til ny bekendtgørelse om støj fra vindmøller med tilhørende miljørapport kan findes på høringsportalen. På høringsportalen refereres til en rapport om høretærskler og genevirkning for lavfrekvent støj i relation til vindmøller, der kan findes på Referencelaboratoriets hjemmeside.

Alle kommentarer fra mødet samt indsendte høringssvar, tages med som input til det videre arbejde med afgrænsningen af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen.

Der var omkring 250 deltagere på mødet.

På grund af nye oplysninger i sagen, igangsatte Plan- og Landdistriktsstyrelsen en supplerende offentlig høring vedrørende de forhold, der har ført til ændringer i projektet. Høringen fandt sted i perioden 5. februar til 2. marts 2025.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen har sideløbende foretaget første fase af en såkaldt Espoo-høring i henhold til Espoo-konventionen, hvor andre potentielt berørte lande høres parallelt med den danske offentlighedsfase.

Du kan se opsamlingsnotatet fra høringen her.

 

Det er politiske besluttet, at der skal gennemføres en miljø- og habitatkonsekvensvurdering af en udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter – herunder muligheden for at teste PtX.

COWI har - som rådgiver for den ansvarlige myndighed Plan- og Landdistriktsstyrelsen - til opgave at gennemføre en fyldestgørende undersøgelse til brug for de videre politiske beslutninger.

Processen med en miljø- og habitatkonsekvensvurdering forventes at vare til medio 2026.

I den periode vil bl.a. blive gennemført et omfattende undersøgelse af naturen i området, hvor der foretages undersøgelser af:

  • Skovkortlægning med kortlægning af hovedtræarter i det samlede skovfældningsområde, geologi, førnelagets tykkelse, urtedække, skovstruktur og egnethed for flagermus og markfirben.
  • Kortlægning af fugle (med radar og teleskop), herunder trækfugle, ynglefugle (transekttællinger) og vinterrastefugle
  • Levestedsvurdering af birkemus og kortlægning af odder.
  • Kortlægning af flagermus, herunder trækkende og ynglende flagermus, nøglehabitater og ledelinjer.
  • Udtagning af prøver i udvalgte vandløb til vurdering af miljøtilstand.
  • Kortlægning af birkemus med kamerafælder.
  • Kortlægning af kvækkende strandtudse.
  • Kortlægning af paddeyngel og liden najade i vandhuller.
  • Detailkortlægning af alle habitatnaturtyper og §3-områder – herunder præcise afgrænsninger af de enkelte områder.
  • Kortlægninger af sommerfugle, Thy-gøgeurt og andre truede arter, foretages i forbindelse med de botaniske kortlægning og vandhulsundersøgelser .
  • Der foretages ikke målrettede undersøgelser af markfirben, da denne bilag IV-art er almindelig i hele projektområdet.
  • Kortlægninger af ulv baseres på oplysninger fra DCE og DN.

Når der foreligger et udkast til miljø- og habitatkonsekvensvurderingen, vil der komme en ny offentlighedsperiode, hvor der igen vil være mulighed for at komme med bemærkninger m.v. til rapporten.

Når den endelige miljø- og habitatkonsekvensvurdering foreligger, kan der træffes endelig politisk beslutning om en eventuel udvidelse og tilpasning af Østerild Testcenter. Det vil i givet fald skulle ske ved udarbejdelse af en anlægslov for de nye testfaciliteter, som vil skulle vedtages af et flertal i Folketinget. En eventuel anlægslov vil bygge på resultatet af miljø- og habitatkonsekvensvurderingen, herunder placering og etablering af eventuel erstatningsnatur m.v..

Kort med foreløbige mølleplaceringer

Se kortet i højere opløsning her.