EU-direktiver

EU-direktiver er retsakter, som vedtages i Europa-Parlamentet og Rådet med hjemmel i EU-traktater. Når direktiverne er vedtaget, gennemføres de af EU’s medlemsstater, så de bliver lov i medlemsstaterne.

Det er kun direktivets mål, der er bindende, og i modsætning til en forordning, bestemmer medlemslandene dermed selv, hvordan direktivet skal gennemføres i national ret. Medlemslandene skal implementere direktivets bestemmelser inden for en tidsfrist fastsat i direktivet. Når et medlemsland har gennemført direktivet i national ret, skal medlemslandet underrette Kommissionen.

Direktiver med særlig betydning for den fysiske planlægning

Der vedtages løbende direktiver i Europa-Parlamentet og Rådet omhandlende diverse emner. Herunder er et overblik over EU-direktiver, som har særlig betydning for den fysiske planlægning:

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF af 27. juni 2001 om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet

Direktivet har til formål at sikre en høj grad af miljøbeskyttelse, og at miljøhensyn inddrages ved udarbejdelse, vedtagelse og gennemførelse af planer og programmer.

Vurderingen, kendt som strategisk miljøvurdering (SMV), foretages på et tidligere tidspunkt og på et mere strategisk niveau end en konkret projektvurdering, VVM.

Direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet

Direktivet har til formål at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau, og at miljøhensyn integreres i forberedelsen og godkendelsen af projekter.

VVM-direktivet finder anvendelse på en lang række offentlige og private projekter, og er i Danmark varetaget gennem miljøvurderingsloven.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle

Fuglebeskyttelsesdirektivet er et EU-direktiv som forpligter EU's medlemsstater til at udpege og beskytte samtlige naturligt forekommende fuglearter og specifikt udsatte arters ynglesteder i medlemslandene for at bevare livskraftige populationer.

Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter

Habitatdirektivet forpligter EU's medlemsstater til at udpege og beskytte særlige beskyttelsesområder for at bevare naturtyper og arter, som er af betydning for EU. Desuden generel beskyttelse af visse arter.

I Danmark er direktivet kommet til udtryk i miljømålsloven og skovloven (Natura 2000-planer), samt habitatbekendtgørelsen.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger

EU’s vandrammedirektiv fastlægger rammerne for beskyttelsen af vandløb og søer, overgangsvande (flodmundinger, laguner o.l.), kystvande og grundvand i alle EU-lande.

EU’s vandrammedirektiv er udmøntet i den danske lovgivning i Lov om vandplanlægning.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/60/EF af 23. oktober 2007 om vurdering og styring af risikoen for oversvømmelser

Direktivet har til formål at etablere en ramme for foranstaltninger til reduktion af oversvømmelsesrisikoen i EU ved at vurdere risikoen for oversvømmelser i vandløbsopland og kystregioner, kortlægge områder, der er udsat for store oversvømmelser og opstille risikostyringsplaner for oversvømmelser baseret på et tæt samarbejde mellem EU-landene.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/2413 af 18. oktober 2023 om ændring af direktiv (EU) 2018/2001, forordning (EU) 2018/1999 og direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU) 2015/652

VE-direktivet har til formål at øge anvendelsen af energi fra vedvarende kilder for at bekæmpe klimaændringer, beskytte miljøet og reducere EU’s energiafhængighed og at bidrage til EU’s teknologiske og industrielle førerposition og samtidig skabe beskæftigelse og vækst, herunder også i landdistrikterne og isolerede områder.

Direktivet skal gøre det hurtigere og enklere at få de nødvendige tilladelser til VE-anlæg og skal dermed være et bidrag til at fremskynde udbygningen af vedvarende energi.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2284 af 14. december 2016 nedbringelse af nationale emissioner af visse luftforurenende stoffer, om ændring af direktiv
2003/35/EF og om ophævelse af direktiv 2001/81/EF

Med direktivet fastsættes emissionsreduktionstilsagn pr. forurenende stof for hvert EU-land, der skal opfyldes inden 2020 og 2030.

I Danmark er direktivet givet udtryk gennem Godkendelsesbekendtgørelsen, der er en del af miljøbeskyttelseslovgivningen.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF af 25. juni 2002 om vurdering og styring af ekstern støj

Dette direktiv har til formål at etablere en fælles fremgangsmåde med henblik på, på et prioriteret grundlag, at undgå, forebygge eller begrænse de skadelige virkninger, herunder gener, der skyldes eksponering for ekstern støj.